Spring til indhold

Kongerslev

Koordinater: 56°53′7″N 10°6′56″Ø / 56.88528°N 10.11556°Ø / 56.88528; 10.11556
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kongerslev
Skolen Kroen

Idrætscentret
Overblik
LandDanmark Danmark
RegionRegion Nordjylland
KommuneAalborg Kommune
SognSønder Kongerslev Sogn
Postnr.9293 Kongerslev
Demografi
Kongerslev by1.326[1] (2024)
Kommunen223.174[1] (2024)
 - Areal1.143,99 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.kongerslev-bynet.dk
Oversigtskort
Kongerslev ligger i Nordjylland
Kongerslev
Kongerslev
Kongerslevs beliggenhed 56°53′7″N 10°6′56″Ø / 56.88528°N 10.11556°Ø / 56.88528; 10.11556

Kongerslev er en by i Himmerland med 1.326 indbyggere (2024)[1], beliggende 2 km syd for landsbyen Nørre Kongerslev, 23 km nord for Hadsund og 27 km sydøst for Aalborg. Byen hører til Aalborg Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Kongerslev hører til Sønder Kongerslev Sogn. Sønder Kongerslev Kirke ligger i den sydlige del af byen på en af bakkerne i det stærkt kuperede terræn, der omgiver byen. Kirken er opført i år 1550 og er speciel ved sit ottekantede tårn med pyramideagtigt tag.

Omegnen[redigér | rediger kildetekst]

Ca. 5 km øst for byen strækker den 55 km² store Lille Vildmose sig langs Kattegat. Den enorme mose bruges til tørveudvinding i den nordlige del, mens den sydlige del har fået status af nationalpark med bl.a. vildtlevende dyr som vildsvin, kronhjorte og elge. Her er kun adgang på særlige vilkår.

7 km vest for byen finder man Lindenborg Gods, bygget i 1583. 3 km sydøst for byen ligger herregården Kongstedlund, opført i 1592 med en vestfløj i renæssancestil og en sydfløj bygget i bindingsværk.

Faciliteter[redigér | rediger kildetekst]

Kongerslev Skole har 249 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin. Skolen har 35 medarbejdere, hvoraf de 20 er lærere. Desuden er der tilknyttet en SFO.[2] Skolen benytter Kongerslev Idrætscenter, som blev bygget i 1977 og også benyttes af Kongerslev Idrætsforening til fodbold og håndbold samt af Mou og Omegns Skytteforening til skydning.[3]

Byen har Kongerslev Kro, opført 1936,[4] og en SuperBrugs.

Etymologi[redigér | rediger kildetekst]

Første del af navnet Kongerslev stammer fra det olddanske konung, som betyder "konge", mens lev betyder "arvegods".

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Sydvest for Kongerslev ligger Kongerslev Hede, der er et bakkeområde på ca. 17 ha med seks gravhøje placeret rundt omkring i landskabet. Knap 1 km vest for Kongerslev findes langdyssen "Store Monshøj", der er ca. 65 m lang med to kamre indeni.[5]

I 1682 bestod landsbyen af 22 gårde og 6 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 935,9 tønder land skyldsat til 132,21 tønder hartkorn.[6] Dyrkningsformen var græsmarksbrug med tægter.[7]

I 1875 beskrives byen således: "Sønder-Kongerslev med Kirke, Præstegaard og Skole".[8]

Jernbanen[redigér | rediger kildetekst]

Kongerslev havde stationAalborg-Hadsund Jernbane (1900-69).

I 1901 blev byen beskrevet således: "Sønder-Kongerslev med Kirke, Præstegd., Skole, Andelsmejeri (Neptun) og Jærnbane- og Telegrafstation."[9] Målebordsbladet fra 1900-tallet viser desuden lægebolig, jordemoderhus, missionshus og telefoncentral.

I 1944 blev der anlagt drejeskive på stationen pga. de mange godstog, der under krigen kørte i døgndrift med tørv fra Vildmosen til Aalborgs energiforsyning og cementfabrikker.

Navnet Jernbanegade minder om, hvor stationen lå, men den er revet ned, og der er bygget ældreboliger på stationsområdet. Gang- og cykelstien Hadsundruten går gennem Kongerslev, men ikke på banetracéet, som der kun er bevaret små stumper af i byen og den nærmeste omegn.

Kalklejerne øst for Kongerslev

Erhvervsliv[redigér | rediger kildetekst]

Pindstrup Mosebrug har afdeling i Kongerslev på J.F. la Cours Vej (opkaldt efter virksomhedens stifter). I 1957 anlagde mosebruget et sidespor til jernbanen, og fra spagnum-fabrikken var der et 700 mm smalspor ud i mosen.[10][11]

2 km øst for byen ligger Kongerslev Kalk, som er en stor producent af jordbrugskalk, foderkridt og andre råstofprodukter til havebrug, landbrug og industri.[12]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Kongerslev Skole (Webside ikke længere tilgængelig)
  3. ^ Kongerslev Idrætscenter
  4. ^ Kongerslev Kro
  5. ^ Kongerslev Hede
  6. ^ Pedersen, s. 279
  7. ^ Frandsen, bilagskort
  8. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 268
  9. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 463
  10. ^ Finn Madsen og Peter Mazanti Albertsen: På sporet af AHB - Aalborg Hadsund Jernbane, Jernbanen 3/2008, s. 42
  11. ^ Smalfilm fra 1977
  12. ^ "Kongerslev Kalk". Arkiveret fra originalen 17. oktober 2013. Hentet 24. september 2013.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983),
  • Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688; København 1928 (Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975); ISBN 87-7526-056-5

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]