Spring til indhold

Fårup (Randers Kommune)

Koordinater: 56°32′36″N 9°51′3″Ø / 56.54333°N 9.85083°Ø / 56.54333; 9.85083
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fårup
Skole og børneby Purhus Hallen

Purhus Kro
Overblik
LandDanmark Danmark
RegionRegion Midtjylland
KommuneRanders Kommune
SognFårup Sogn
Postnr.8990 Fårup
Demografi
Fårup by1.047[1] (2024)
Kommunen99.974[1] (2024)
 - Areal800,14 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.randers.dk
Oversigtskort
Fårup ligger i Midtjylland
Fårup
Fårup
Fårups beliggenhed 56°32′36″N 9°51′3″Ø / 56.54333°N 9.85083°Ø / 56.54333; 9.85083

For alternative betydninger, se Fårup. (Se også artikler, som begynder med Fårup)

Fårup er en stationsby i Østjylland med 1.047 indbyggere (2024)[1], beliggende 9 km nordøst for Hammershøj, 17 km sydvest for Mariager, 14 km sydøst for Hobro og 16 km nordvest for Randers. Byen hører til Randers Kommune og ligger i Region Midtjylland. I 1970-2006 var Fårup kommunesæde for Purhus Kommune.

Fårup hører til Fårup Sogn. Fårup Kirke ligger i den sydøstlige bydel Gammel Fårup, som er den oprindelige landsby.

Faciliteter[redigér | rediger kildetekst]

  • Fårup Skole og Børneby består af en børnehave med 28 børn, en SFO med 40 indmeldte børn og en skole med 181 elever i år 2020, fordelt på 0.-9. klassetrin. Der er 29 ansatte, heraf 19 lærere og 6 pædagoger. Skolen blev opført i 1959, og der er siden bygget til syv gange.
  • Purhus Hallen benyttes af Fårup-Sønderbæk IF til bl.a. håndbold, gymnastik, badminton og indefodbold. Der er motionscenter og cafeteria. Hallen kan lejes til messer, opvisninger og fester.
  • Fårup Ældrecenter er bygget i 1957 og udbygget og moderniseret gennem årene. Det består nu af 13 plejeboliger. I tilknytning hertil er der 13 ældreboliger med mulighed for kald.[2]
  • Byen har købmandsforretning, pizzeria samt lægehus. Tidligere har byen også haft brugsforening og et bageri, der lukkede i 2005.
  • Byen ligger tæt ved frakørsel 38 Purhus på E45 og har busforbindelse til Randers og Hobro med rute 230.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Stationsbyen[redigér | rediger kildetekst]

Den østjyske længdebanes strækning mellem Randers og Aalborg over Hobro blev indviet i 1869. Den fik station på bar mark 1 km nordvest for Fårup landsby. Det høje målebordsblad fra 1800-tallet viser ved stationen kun et teglværk, en mølle (Filemølle) og en enkelt gård.

I 1901 beskrives Fårup således: "Faarup med Kirke, Skole, Læge- og Dyrlægebolig, Mølle, Købmandshdl., Teglv., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postekspedition;"[3] Der var ikke præstegård, for præsten boede i Asferg, som Fårup Sogn var anneks til og dannede sognekommune sammen med indtil 1970.

Andelsmejeriet "Central" blev opført i 1920.

Fårup Station blev jernbaneknudepunkt, da Mariager-Fårup-Viborg Jernbane blev indviet i 1927. Det lave målebordsblad, som er tegnet efter indvielsen af Mariagerbanen, viser et forsamlingshus i landsbyen og en lille bebyggelse samt kro og telefoncentral i Fårup Stationsby. Stationsbyen og kirkelandsbyen voksede først sammen efter 2. Verdenskrig. I 1960'erne og 1970'erne voksede parcelhusområdet nordøst for banen kraftigt.

Jernbanestrækningen til Viborg blev nedlagt i 1965, godstrafikken først året efter. Strækningen til Mariager blev nedlagt i 1966, men her fortsatte godstrafikken helt til 1985, og skinnerne ligger der endnu. De bliver brugt af Mariager-Handest Veteranjernbane, der blev indviet i 1970.

Fårup Station blev nedlagt i 1973. Da Herman Bang skrev romanen Ved Vejen, lod han sig inspirere af byen og dens indbyggere, bl.a. stationsforstanderen.

Betonfabrikken[redigér | rediger kildetekst]

Fårup Betonindustri A/S er etableret i 1959. Fabrikken har 90 medarbejdere og er i dag 100 % ordreproducerende. Den er familieejet og ledes af tredje generation.[4]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ "Fårup Ældrecenter: Boliger". Arkiveret fra originalen 10. august 2020. Hentet 13. maj 2020.
  3. ^ Fårup Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 4. bind 1901), s. 879
  4. ^ "Fårup Betonindustri A/S: Profil". Arkiveret fra originalen 3. august 2020. Hentet 13. maj 2020.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]