Døden i Venedig (film)
| Døden i Venedig | |
|---|---|
 Visconti, Garfagnoli og Andrésen | |
| Overblik | |
| Originaltitel | Morte a Venezia |
| Genre | eksistentielt drama |
| Instrueret af | Luchino Visconti |
| Manuskript af | Thomas Mann (novelette) Luchino Visconti Nicola Badalucco |
| Baseret på | Døden i Venedig  |
| Medvirkende | Dirk Bogarde Romolo Valli Mark Burns Björn Andrésen |
| Fotografering | Pasqualino De Santis |
| Klip | Ruggiero Mastroianni |
| Scenografi | Ferdinando Scarfiotti |
| Musik af | Gustav Mahler |
| Produceret af | Luchino Visconti |
| Distributør | Warner Bros. |
| Udgivelsesdato |  1. marts 1971 |
| Længde | 130 min. |
| Oprindelsesland | Italien/Frankrig |
| Sprog | Engelsk |
| Nomineringer og priser | |
| Filmfestivalen i Cannes (1971) Bedste film Bodil (1972) Bedste ikke-amerikanske film | |
| Links | |
| på IMDb | |
| på scope.dk | |
| i DFI's filmdatabase | |
| i SFDb | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Døden i Venedig (originaltitel: Morte a Venezia) er en italiensk film fra 1971, instrueret af Luchino Visconti. Filmen bygger på Thomas Manns novellette af samme navn. Hvor Manns hovedperson er forfatter, gør Visconti ham til komponist.
Handling[redigér | rediger kildetekst]
Gustav von Aschenbach (Dirk Bogarde) tager af helbredsmæssige årsager på en rekreationsrejse til Venedig. På hotellet og Lidoen betages han af synet af den billedskønne halvvoksne dreng Tadzio (Björn Andrésen), som er på ferie sammen med sin aristokratiske polske familie. Foruroligende tegn på en koleraepidemi bagatelliseres af de lokale myndigheder, men i stigende grader af panik afbryder overklassegæsterne deres ferie og tager hjem. Aschenbach beslutter sig for at følge eksemplet, pakker og gør klar til afrejse men fortryder på banegården. Han har svært ved at forlade det sted, hvor han har set den smukke dreng. Hos en frisør lader han sit grånende hår farve sort og sit ansigt hvidt og læberne røde, hvorved han mimer en grotesk klovnelignede mand, han havde oplevet på færgen i filmens begyndelse. En sidste gang sætter han sig i liggestolen ved sit badehus og betragter Tadzio, der erotisk leger på stranden med en ældre dreng. Da næsten alle har forladt Lidoen findes Aschenbach siddende død.
Produktion[redigér | rediger kildetekst]
Musik[redigér | rediger kildetekst]
Flere af Gustav Mahlers symfonier bruges til at understrege og farve filmens temaer. Mest den femte symfonis adagietto, som nærmest styrer klipningen af den sidste scene.
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Døden i Venedig på Internet Movie Database (engelsk)
- Døden i Venedig på Filmdatabasen
- Døden i Venedig på Scope
- Døden i Venedig i Svensk Filmdatabas (svensk)
- Døden i Venedig på AlloCiné (fransk)
- Døden i Venedig på MovieMeter (nederlandsk)
- Døden i Venedig på AllMovie (engelsk)
- Døden i Venedig hos American Film Institute (engelsk)
- Døden i Venedig hos British Film Institute (engelsk)
- Døden i Venedigs profil hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)
- Viscontiselskabet i Danmark Arkiveret 4. september 2007 hos Wayback Machine
| Priser | ||
|---|---|---|
| Foregående: Slagteren |
Bodilprisen for bedste ikke-amerikanske film 1972 |
Efterfølgende: Nybyggerne |
 | Spire Denne artikel om italienske film er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |