Bengt Gabrielsson Oxenstierna
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
 | Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (januar 2013) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
| Bengt Gabrielsson Oxenstierna | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 16. juli 1623  Esterna församling, Sverige |
| Død | 12. juli 1702 (78 år) Stockholm, Sverige |
| Gravsted | Uppsala Domkirke |
| Far | Gabriel Bengtsson Oxenstierna |
| Mor | Anna Gustafsdotter Banér |
| Søskende | Gabriel Gabrielsson Oxenstierna, Gustaf Oxenstierna |
| Ægtefælle | Magdalena Stenbock |
| Børn | Eva Magdalena Oxenstierna, Hedvig Sophia Oxenstierna |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Diplomat, politiker |
| Arbejdsgiver | Uppsala Universitet |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Bengt Gabrielsson Oxenstierna (1623—1702) var en svensk greve og diplomat, søn af Gabriel Bengtsson Oxenstierna.
Efter fleraarige Udenlandsrejser begyndte han sin diplomatiske Bane med 1648 at gøre Tjeneste ved den store Fredskongres i Osnabrück og udnævntes 1652 til Præsident i det Wismar’ske Tribunal. Efter Karl Gustaf’s Tronbestigelse blev O., som kunde glæde sig ved Kongens stedse voksende Tillid, optaget af forsk. diplomatiske og administrative Hverv. Bl.a. var han en af Fredskommissærerne i Oliva 1657. Ogsaa Formynderregeringen benyttede ham paa ledende Poster, som Generalguvernør i Livland, som Sveriges Legat i Tyskland m. m., og 1676 udnævntes han til en af de sv. Ambassadører paa den store Fredskongres i Nijmegen; her forberedte han den Sveriges Overgang til Frankrigs Modparti, der fulgte efter Freden. Efteraaret 1680 overdrog Kongen hele Ledelsen af de udenrigske Anliggender til O. i Egenskah af Kancellipræsident med den eneste Forskrift at sørge for Fredens Opretholdelse. Ved et ualmindeligt Maal af Klogskab og Forsigtighed lykkedes det ham i næsten 20 Aar at fyldestgøre denne Kongens Forskrift. Hans ledende politiske Principper var stadigt Venskab med Sømagterne (England og Holland) og Kejseren samt en nær Forbindelse med det holstenske Hus som Støtte lige over for Danmark. Det fr. Parti i Raadet søgte vel at modarbejde hans Politik, men for det meste uden Held. Ved sit Testamente havde Karl XI indsat O. til en af Formynderne for Karl XII; men i denne ny Regering hefandt han sig ofte i Minoritet. Kun i det holstenske Spørgsmaal vandt han en afgjort Sejr, idet man besluttede paa Sveriges Vegne at afgive bestemte Erklæringer til Gunst for Hertugen. Ikke ugerne saa O. derfor Karl XII’s Myndighedserklæring, idet han haabede derved at vinde større Indflydelse. Om denne Forhaabning end i det hele slog fejl, beholdt han dog sit Embede, og det lykkedes ham endog at vinde Kongen for sin Opfattelse i mange vigtige Spørgsmaal. Med dyb Bekymring saa han Kongens Krigslyst og hævede, om end forgæves advarende sin Røst ved de nye Farer og tog med Iver Ordet for Antagelse af fjendens fredstilbud.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Oxenstierna, 4) Bengt Gabrielsson i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924)