Spring til indhold

Det Schønbergske Forlag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Schønberg (forlag))

Det Schønbergske Forlag var et dansk bogforlag, der blev etableret 23. juli 1857 af Karl Schønberg (1832-1908). Forlaget opbyggede hurtigt en solid position på basis af bl.a. en række af N.F.S. Grundtvigs skrifter.

1. januar 1905 overdrog Schønberg forlaget til Michael H. Jensen (1871-1962) og Ernst Bierberg (1856-1928), der udvidede udgivelseslinjen med handelsskolebøger. Sidstnævnte udtrådte af firmaet den 16. december 1934, der derefter fortsattes af fru T. Bierberg (1867-) med sønnen E.F.W. Bierberg (1900-1944) som leder.

E.F.W. Bierberg, der fra 1941 var eneindehaver, skabte med den hollandske forfatter Hans Martins (1886-1964) romaner Tidevand og Frigjort to af de største bestsellere i dansk forlagshistorie med et samlet oplag på 450.000 eksemplarer. Bierberg var modstandsmand, blev anholdt af Gestapo juli 1944 og døde samme år i tysk kz-lejr, og hans enke, fru Erna Boye Bierberg, videreførte med skiftende ledere forlaget til sin død i 1965, da det blev solgt til Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Forlaget eksisterede frem til 2016 som et selvstændigt datterselskab, der fremdeles udgiver handelsskolebøger og dansk og udenlandsk skønlitteratur. I 2016, da Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck blev opkøbt af Gyldendal, fulgte Det Schønbergske Forlag med i handlen og lukkede dermed reelt.

Forlaget havde adresse på Landemærket 3 og havde en elefant som logo. Forlaget lancerede også en paperback-serie kaldet "Lommeelefanten".

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Den gamle elefant 1857-1982, København: Det Schønbergske Forlag 1982 (jubilæumsskrift).

Kilder[redigér | rediger kildetekst]